Om AKO Byg ApS
Hverken springet fra svend til selvstændig eller forbogstaverne i firmanavnet lå fjernt, da Andreas Kr. Overgaard, åbnede AKO Byg i Grindsted som 26-årig i 1977. Han var opkaldt efter både sin farfar, Andreas, og sin far, Anders Kristian. Begge var selvstændige tømrere i familiefirmaet i Ølgod.
Bedstefaderen, f. 1886, grundlagde familietraditionen for træet, da han slog sig ned som selvstændig tømrer i 1912. Han blev tvunget i tysk krigstjeneste og vendte hjem såret med et stift ben som blivende handicap, men drev alligevel sit firma videre i en menneskealder helt frem til 1958, da sønnen Anders Kristian tog over. Han ledede firmaet i 20 år frem til 1978, da han overdrog det til Andreas Kristians to år yngre lillebror, Kurt. Firmaet trives stadig i Ølgod, nu under navnet Overgaards Byggefirma.
Allerede før lillebroderens overtagelse i Ølgod var storebror blevet selvstændig i Grindsted – i et firma som fra start var tænkt som en udbygning af familiefirmaet, fordi det fik stadig flere kunder på Grindsted-egnen.
AKOs grundlægger – og i øvrigt hans lillebror og kollega – er tømreruddannede anlægs- og bygningsingeniører fra Ingeniørhøjskolen i Esbjerg. Andreas Kristian dimitterede i 1975, og så ventede den udskudte militærtjeneste i hovedstaden og Varde.
Hjemme igen søgte han først arbejde som ingeniør, men med flere tusinde arbejdsløse danske ingeniører i 70erne nåede han kun at søge et dusin stillinger, før han gav op og i stedet tog et års arbejde som tømrer i Sønderjylland og en kort tid i Tyskland.
Derefter besluttede han at følge familietraditionen som selvstændig tømrer. I begyndelsen af 1977 lejede han to garager i Nørregade i Grindsted og hyrede to svende. Dermed var AKO Byg født. Allerede i december samme år var omgivelserne for trange, og han lejede sig ind i staldene på et dengang endnu aktive landbrug på Morsbølvej 60 hvor virksomheden lå indtil 2005, hvor firmaet købte den gamle kartoffelcentral på Gammel Vejlevej 1 og flyttede tilbage til byen, hvor der er næsten 3000m² til rådighed.
Med årene er AKO vokset, og familietraditionen fortsætter. For Andreas Kristians søn, Michael, er indtrådt i firmaet fra April 2009.
Som Bare 22 årig efter endt værnepligt og et kort ophold i Norge som tømrer, Startede Michael Overgaard sammen med en kammerat et mindre tømrer firma, som de drev indtil 2009 hvor Michael Overgaard indtrådte i familie firmaet.
Generationsskiftet
Efter et par år på sidelinien overtog Michael familie firmaet pr. 01/07 2011, og står i dag for den daglige ledelse og drift.
De bruger os
Succes på hjemmebane.
AKO arbejder primært i Grindsted og Billund, men vi arbejder også på opgaver længere væk, fra Blåvand til Sjælland.
Efter mange års kontinuerlig drift i en byggebranche med mange forandringer kan vi glæde os over at have oparbejdet et så godt navn blandt kunderne, at mange kender os og selv henvender sig, når de vil have løst en stor eller lille byggeopgave. Kontakt os på telefon (+45) 75 31 00 11.
Derudover vinder vi halvdelen af vore opgaver i licitationer, heraf mange indbudte.
Vi er stolte over at have udført en stribe større opgaver for offentlige bygherrer. Vi har arbejdet for Sydvestjysk Sygehus, kommunens skolevæsen, for boinstitutionen Bo-Grindsted, det beskyttede Værksted, Nymarksvej, på lossepladsen i Grindsted og meget andet.
Vi arbejder med:
- Private boliger
- Offentlige byggerier
- Erhverv (industri, håndværk og butikker)
- Maskinhuse
- Rækkehuse
- Udlejningsboliger